DEBATINDLÆG BRAGT I BØRSEN 2. DECEMBER 2022 | Manglen på gas i Europa har resulteret i forskellige støtteordninger. Det løser ikke energikrisen, men det kan en fælles EU-fond.
Der er mangel på gas i Europa, og konsekvenserne for europæiske borgere og virksomheder er benhårde og ubarmhjertige. Vinteren bliver derfor en voldsom test af europæisk solidaritet og EU-medlemmernes villighed til at sætte fællesskabets bedste over nationale særhensyn og interesser. For nok er vi sammen om EU, men vi er det i høj grad hver for sig.
På tværs af Europa er der de seneste måneder via forskellige støtteordninger givet tilskud til borgernes elregning, men det fælles træk for disse er, at det reelt er ordninger som tilskynder til fortsat energiforbrug. En tilskudsordning, som sænker energiregningen for borgerne i det ene land, vil samtidig øge efterspørgslen, og derfor stiger energiprisen for borgerne i det næste land.
Det er en uheldig mekanisme, som implicit gør fællesskabet usolidarisk, på samme måde som nationale indkøb af LNG til erstatning af russisk naturgas har betydet, at medlemslandene presser priserne i vejret for hinanden.
Det giver anledning til at foreslå en europæisk energikrisefond, som kan skabe incitamenterne til at agere til fordel for Europas bedste og undertrykke national protektionisme, der gør den samlede udgift større.
Et særligt karaktertræk ved energikrisen er, at solidaritet i denne sammenhæng ikke nødvendigvis handler om at bruge flere penge, men i stedet om at bruge mindre energi. Det bærende princip for europæisk solidaritet er derfor i højere grad vores evne til at reducere energiforbruget eller sende mere energi på det fælles marked, fordi det netop vil gavne alle.
Etableringen af en fælleseuropæisk energikrisefond, for eksempel via fælles lånoptagning, bør baseres på et sådan solidaritetsprincip. Støtte eller billige lån fra fonden kan således gives til medlemslande, der designer nationale strategier, som reducerer det nationale energiforbrug, hvilket vil være fordelagtig for prisdannelsen i nabolandene.
På samme vis kan det belønnes, når medlemslande forlænger livet på atomkraftværker eller udvinder ekstra naturgas fra Nordsøen, som herefter udbydes på det fælles marked. Og endeligt kan man med en energikrisefond belønne lande, der er villige til at dele af sin egen sparsomme energibeholdning, hvis der opstår en nødsituation i nabolandene.
På den måde kan de nationale beredskabsplaner gøres til solidaritetsinstrumenter uden at lande med stærke økonomier skal finansiere lande med svagere økonomier, og uden at stå i vejen for at nationalstaterne kan hjælpe borgerne med energiregningen. Det sidste kan finde fodfæste ved at direkte statsstøtte kun gives op til en grænse på eksempelvis 70-80 pct. af tidligere forbrug, mens forbrug herover afregnes til markedspris.
Fondens design vil naturligvis være afgørende, og ikke mindst skal vi undgå fortidens fejltagelser, hvor lande som Polen og Ungarn til stadighed slipper afsted med at trække penge ud af EU, samtidig med at de siddende regeringer underminerer de demokratiske institutioner. Det er designfejl, der både kan og skal undgås.
En fælles energikrisefond skal naturligvis og uden undtagelse kunne bruges som effektiv gulerod og pisk over for medlemslande. Nok så vigtigt vil det samtidig hjælpe med at holde den grønne omstilling på rette spor. Samtidig er det afgørende at fondens design sikrer lighed mellem energitunge europæiske virksomheder.
Da Tyskland i slutningen af september annoncerede en national nødhjælpspakke til tyske borgere og virksomheder til en værdi af 200 mia. euro bredte nervøsiteten sig med nogen rette rundtomkring i Europa. Langtfra alle lande i det europæiske fællesskab har luft i budgetterne til økonomiske hjælpepakker af den kaliber, og der blev sat store spørgsmålstegn ved tyskernes europæiske solidaritet.
Sagen udstillede den underliggende logik i det europæiske samarbejde, nemlig at selvom vi samarbejder ud fra et princip om solidaritet, vil medlemslandene altid bekymre sig mest om deres egne borgere og virksomheder – og Tyskland er i særdeleshed kendt for at forsvare landets tunge industri, som er så vigtig for økonomien.
En europæisk energikrisefond skal derfor både sikre, at der bliver sparet på energien, så vi kan udligne misforholdet mellem udbud og efterspørgsel, men samtidig sørge for, at virksomhederne har ligestillede konkurrencevilkår i krisetid. En måde at gøre det på vil være at overlade statsstøtte under energikrisen helt og holdent til EU og sikre, at der ikke uddeles parallel statsstøtte sammen med EU-støtten.