DEBATINDLÆG BRAGT I KLIMAMONITOR 20. MARTS 2023 | Det er nu lidt mere end et år siden, Putin indledte sin frygtelige krig mod Ukraine. En krig som først og fremmest har haft forfærdelige menneskelige omkostninger for Ukraines folk. Men også en krig, som har trukket hele Europas økonomi ned i tempo som følge af sanktioner, forsyningsproblemer og høj inflation.
Og en krig, der ikke mindst har gjort det ulideligt klart, hvor skrøbelig den europæiske energiforsyning er. Ikke kun fordi den er bundet op på fossile brændsler, som snart er fortidige. Men også fordi vi i Europa har gjort os selv afhængige af den vare, som Putin sælger os for at finansiere sine nådesløse angreb.
Vores afhængighed af russisk gas er ét af Putins vigtigste økonomiske våben. Det truer vores forsyningssikkerhed og skaber skyhøje energipriser og inflationen. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi omlægger den europæiske industri til grønnere og sikrere energi. Og heldigvis kender vi allerede de oplagte løsninger. Meget kan – og skal – elektrificeres, men Tysklands tunge industri, som udgør hjertet i den stolte industrination, kræver alternativer til den naturgas, som i dag skader Europa. Det alternativ hedder grøn brint.
Grøn brint kommer til at spille en central rolle i Europas grønne omstilling, og stoler man på den tyske regeringens egen brintstrategi, bliver efterspørgslen i nærmeste fremtid enorm. Blandt andet fordi Tyskland planlægger at satse massivt på den grønne brint som alternativ til fossile brændsler. Tyskland ser den grønne brint som morgendagens olie og som afgørende for transformationen af den europæiske industri. Men Tysklands brintstrategi kan kun realiseres, hvis der importeres store mængder grøn strøm og brint fra andre lande.
Her kommer Danmark ind i billedet. Danmarks ekspertise i vindenergi har for længe siden gjort vores lille land til et grønt forbillede. Og selvom vi allerede har stor gavn af vores vindressourcer, har det grønne blæsevejr meget større potentiale, end vi udnytter i dag. Med Nordøen som Europas bedste havvindsressource kan Danmark producere grøn strøm i overflod. Langt mere end vi selv kan forbruge. Derfor er det fuldstændig oplagt at lade Danmark levere den grønne brint til Tyskland, som de efterspørger. Det vil være til gavn for klimaet. For Danmarks økonomi. Og for Tysklands energi- og sikkerhedspolitiske situation – ja, for hele Europa på sigt.
Det er ikke uden grund, at grøn brint har fået tilnavne som ”morgendagens olie” og ”den manglende brik i Europas grønne omstilling”. Grøn brint er nemlig på mange måder nøglen til en grønnere fremtid. Men brint kræver store mængder grøn strøm og skal bruges med omtanke. Kun i sektorer, hvor vi ikke kan udnytte den grønne strøm direkte, skal brint alene eller sammen med grønt kulstof, sættes sammen som legoklodser til nye grønne brændsler. Dét muliggør grøn omstilling af de allermest klimaskadelige industrier, hvor omstillingen ellers ikke ligger lige for. Et godt eksempel herpå er stålindustrien eller andre industrier, som kræver højere temperaturer end en varmepumpe kan levere.
Foruden at være en kærkommen løsning i et klimaperspektiv, rummer udbredelsen af grøn brint i Europa også muligheden for et grønt eksporteventyr uden lige. Grøn brint og Power-to-X kan blive et nyt vigtigt forretningsområde for danske og tyske virksomheder. Men vi er ikke de eneste, der øjner muligheden for en grøn førertrøje. Derfor er det essentielt, at Danmark og Tyskland hurtigst muligt slår sig sammen og dermed står endnu stærkere i kapløbet om at blive et globalt og grønt kraftcenter for fremtidens industri. Med tyske produktionsvirksomheder og danske vindmøller som spydspids.
Det giver selvsagt god mening med en alliance mellem Danmark og Tyskland, fordi vi er fysiske naboer. Men alliancen mellem to demokratiske lande skal også forstås som et sikkerhedspolitisk valg, der kan blive afgørende for sikringen af den europæiske energiforsyning. Hvis vi handler hurtigt og træffer de nødvendige beslutninger, kan Danmark og Tyskland i samspil sikre, at vi ikke ser ind i en fremtid, hvor for meget af vores energi importeres fra lande, vi ellers ikke har meget til fælles med.
Men det kræver konkret handling snarer en skåltaler og vidtløftige ambitioner. Det er derfor vigtigt at sætte kursen mod regionale partnerskaber på tværs af vores fælles grænse. For samarbejde skal føre til konkret handling og håndfaste investeringer. Når samarbejdet mellem Tyskland og Danmark formaliseres, skal vi i høj grad prioritere regionale partnerskaber og projekter for at fremme udveksling af ekspertise og sikre, at det kommende grønne industrieventyr ikke forsvinder for øjnene af os, som var det blot et fatamorgana i ørkenen.
En aftale om at etablere dansk/tysk brintinfrastruktur vil kunne gøre Tysklands brintdrømme til virkelighed og samtidig placere Danmark klogt som central spiller i udrulningen af grøn brint i Europa. Det kan blive vores næste store, grønne industrieventyr, men det kræver, at der omgående indgås de nødvendige politiske aftaler – i den tyske Forbundsdag såvel som på Christiansborg. Med inspiration fra tidligere internationale aftaler om havvind, bør Danmark og Tyskland indgå en aftale, der sikrer, at danske Energinet og eksempelvis tyske Gasunie kan etablere en brintforbindelse mellem vores to lande senest i 2028. Hvis vi ikke handler nu, vil både vækst, velstand, ekspertise og eksport tilfalde andre aktører.
Men om Danmark og Tyskland overhovedet skal have mulighed for sammen at udbygge vores grønne styrkeposition afhænger lige nu af politiske beslutninger. Og ikke mindst hastigheden af dem. Der er et udtalt behov for, at lovgivningsarbejdet kommer op i gear, hvis vi skal skabe fundamentet for et grønt brinteventyr med Danmark og Tyskland som delt hovedrolle. Alternativet er, at Danmark går glip af grønne investeringer, som går til andre lande med mere gunstige vilkår.
Hvis ikke der er truffet en bindende beslutning om etablering af en dansk-tysk brintinfrastruktur inden udgangen af 2023 og inden de kommende udbud af havvind, vil Nordsøen ikke være den attraktive ressource for Danmark, som den har potentiale til. Derfor er vi nødt til hurtigt at få kortlagt rammerne for brintinfrastrukturen: Hvornår kan Energinet gå i gang med at bygge? Hvordan gør vi det økonomisk rentabelt at koble sig på infrastrukturen i opstartsperioden? Hvordan sørger vi for at brintinfrastrukturen sammentænkes med elnettet? Og hvordan får vi sat skub i opsætningen af alle de havvindmøller, der skal levere grøn strøm til de mange elektrolyseanlæg, som skal producere brinten?
Det er spørgsmål, som den danske regering desværre ikke har besvaret endnu. Meldingen fra branchen er derimod klar og tydelig. Energinet og Gasunie Deutschland har sammen vurderet, at Danmark potentielt kan levere 10-25% af Tysklands brintbehov. Power-to-X-projekter skyder op i hele Danmark. Og en række åben dør-projekter, der kan sikre massiv udbygning af havvind, står i kø for at blive godkendt, mens sagsbehandlingen er sat på pause. Vi venter med andre ord kun på politisk handling.
Udgivet med Samira Nawa og Martin Lidegaard