top of page
Open Site Navigation

Vi forstod ikke vælgernes behov

DEBATINDLÆG BRAGT I POLITIKEN 12. NOVEMBER 2022 | Radikale Venstre fik et skidt folketingsvalg. Centrale profiler fik ringe stemmetal og nye talenter fik ikke fodfæste. Det giver selvsagt anledning til evaluering - og lad den begynde i historien, som vi skal huske på for at komme stærkt tilbage.


Historisk har Radikale Venstre stået på mål for helheden frem for varetagelse af snævre særinteresser. Vi er partiet, der er kritisk over for systemer og strukturer, vi lader politik komme før personer. Vi havde endda engang sloganet ”Vi tænker på andre end dig!”

Denne gang tror jeg desværre ikke, der er mange vælgere som husker, hvad de radikale politiske prioriteter i valgkampen var. De fik mere plads før sommerferien, men kom aldrig ordentligt frem under valgkampen. Vi burde have markeret meget mere, at vi ønsker nye og større for mål for klimaambitionerne i Danmark, at vi vil af med de skøre udlændingeregler, hvor vi nægter kvalificerede mennesker der allerede er i Danmark at arbejde. Og behovet for reformer der skaffer 50.000 ekstra mennesker til at hjælpe os i velfærds Danmark for velfærdssamfundet er truet uden. Tre klare radikale prioriteter der druknede i proces og pegeri, og derfor aldrig stod knivskarpt i valgkampen.

Politisk formåede vi ikke at udfylde tomrummet på midten, og kommunikativt forstod vi ikke vælgernes behov for klart politisk indhold og prioriteringer. I total modstrid med hvad kommentatorkøbing har ment i årevis lykkedes det ovenikøbet Løkke at placere sig stærkt uden at pege på rød eller blå blok på forhånd. Det kunne - eller måske burde det - have været en radikal position.

På trods af at vi praktisk talt selv bestemte valgdatoen lykkedes vi ikke med at sætte fokus på vores politiske indhold fra juni til valgdagen. Alle partier taler om klimapolitik, men få, om nogen, har så gennemarbejdede og ambitiøse forslag som Radikale Venstre. Klimafonden var vores ide, vores plan for lynhurtig udfasning af gas i Danmark var virkelig stærk og progressiv - men vores profil som økonomisk ansvarligt klimaparti blev aldrig tydelig under valgkampen. Vi kunne med rette have været indignerede over, at den afgående regerings klimapolitik har været nølende. Vi kunne med rette have kaldt Løkkes bluff og kovendinger på klimapolitikken undervejs: Jamen, Moderaterne har jo ikke nogen klimapolitik.

I valgkampperioden blev vores image i stedet dikteret af et flygtigt mediebillede, og derfor var det, der kunne virke fornuftigt under minksagen i juni uforståeligt for vælgerne, da det først blev oktober.

Dagens medievirkelighed, hvor små uenigheder pustes op i et omfang det slet ikke kan bære og krigere på sociale medier har gyldne tider, er ikke nødvendigvis godt terræn for at parti, der giver plads til holdninger og diskussioner. I denne virkelighed risikerer helhedsindtrykket at blive diffust og fragmenteret, og ellers sympatiske forsøg på at genskabe tilliden til politikerne med personlig kontakt og dialog virkede ikke i stemmeboksen.

Vi har været der før. Altså nederlag. Og vi har rejst os igen. Det kan vi også denne gang. Måske ved at minde os selv om hvad der tidligere har været god radikal latin. Vi må blive bedre til at sætte partiet højest og nå frem til en fælles linje - og blive på den. Der er 117 års erfaringer fra det politiske værksted i Folketinget og Europa-Parlamentet.

På vej ind i en alvorlig økonomisk nedtur kommer den økonomiske politik til at fylde mere, og det er den helt rette anledning til at være”radikal classic”, men det kræver at partiet igen prioriterer den økonomiske politik, ansvarligheden og helheden.

I valgkampen kunne alle spejle sig i det diffuse radikale slogan ”Tænk nyt”, men ingen vidste, hvad det betød konkret. Og det blev ofte oversat til krav om flere offentlige udgifter. Her er det værd at huske på radikale kæmper som Aase Olesen og Lone Dybkjær der blandt andet kæmpede hårdt for at gå fra passiv til aktiv i social- og arbejdsmarkedspolitikken og på en kritisk tilgang til institutioner, strukturer og systemer.


Vi har en fantastisk offentlig sektor med dygtige og engagerede medarbejdere, men der er også områder, institutioner og embeder, hvor ledelsen ikke har nok rum til at gøre det rigtige. Det må det ikke være radikalt tabu at sige at der også i udførelsen af velfærdsopgaver i eksempelvis daginstitutioner og sundhedssektor kan være bedre og billigere måder at gøre tingene på. Lokale ideer og private virksomheder og organisationer kan sagtens være en del af løsningen, for selvfølgelig har offentlige fagforeninger som BUPL og Danmarks Lærerforening - med al respekt for deres gode arbejde - ikke patent på at udtænke de gode løsninger. I stedet for centralt fastsatte minimumsnormeringer bør der være rum til decentral ledelse og lokal selvstyre og prioriteringer.


Vi skal tilbage til politik før personer. Det gælder også i regeringsforhandlingerne. Lad os undgå valgkampens fejl og klart fortælle, hvorfor vi vil i regering og hvad vi ønsker af klare politiske prioriteringer. Det pragmatiske midterprojekt må ikke blive synonymt med ministerposter og personlige ambitioner. Det bør være politik før poster, så eventuel radikal regeringsdeltagelse baseres på klare krav til den førte politik.

Vi kan for eksempel være tydelige på, at 400.000 husstande skal væk fra olie, gas og træpiller om senest tre år. Vi kan forlange en national plan for energieffektivisering og stå urokkeligt fast på, at den grønne omstilling går for langsomt for et såkaldt grønt foregangsland. Sæt politikken så eftertrykkeligt forrest, at hverken uforudsigelig medievirkelighed eller interne diskussioner kan slå den grønne profil ud af kurs.

Hvis ikke politikken kan indfries kan rollen som støtteparti indebære nok så stor politisk indflydelse. Vi skal være stærke nok til at gå ind og præge, men også stærke nok til at turde stå uden for regering og genrejse partiet. Den rolle fandt Dansk Folkeparti som bekendt masser af politiske muligheder i i 2000’erne.


Radikale Venstre kan og bør være som et flot dansk egetræ i samklang med naturen, der også står i stormvejr. Men vores 117-årige historie betyder kun noget, hvis vi selv kan lære af den og forblive relevante for vælgerne. Ellers er hukommelsen simpelthen for kort.


Håbet og lyspunktet i en ellers trist tid er at vi nu i høj grad kan bestemme retningen for en kommende regering. Så lad krisen være en anledning til at skabe sammenhæng, fortælling og fællesskab. Og først og fremmest at få sat politikken først. Det er klassisk radikalt.


LINK TIL POLITIKEN

bottom of page