DEBATINDLÆG BRAGT I SJÆLLANDSKE MEDIER 28. JANUAR 2022 | Som regel er jubilæer forbundet med fejring. Desværre er det aktuelle to-års-jubilæum for Storbritanniens udtrædelse af EU ikke noget at fejre, men nærmere en mulighed for at gøre status over katastrofen.
To år efter bruddet med EU er konsekvenserne hverken blevet mildere eller billigere for det britiske folk. Vi husker vel alle den første tids kaos med køer af lastbiler på grænsen til kontinentet. Medierne havde kronede dage, når de kunne supplere historierne om lastbil-køer ved grænsen med historier om langturschauffører, som ikke måtte tage deres madpakker med ind i EU. Nu er nyhedens interesse væk, men to år senere holder lastbilerne stadigvæk i tomgang ved grænsen.
Det skaber et enormt spild af tid og ressourcer samtidigt med at mange varer bliver forsinket til gene for virksomheder og forbrugere. Siden Brexit er Storbritanniens samlede samhandel er faldet med 15 procent i følge den britiske analyseenhed ’Office for Budget Responsibility’, også når man tager højde for, at corona-situationen påvirker økonomien negativt. Det økonomiske tab efter Brexit er således betydeligt og kan også måles i bruttonationalproduktet, som er faldet med fire procent.
Så den britiske økonomi gik som forventelig i ged, og det er naturligvis befolkningen som betaler prisen. Det britiske folk har måttet finde sig i at livet er blevet mere besværligt på en række områder efter bruddet med det europæiske samarbejde, og det er en naturlig konsekvens heraf, at kun 38 procent af befolkningen i dag mener, at Brexit var en god ide.
En af de meget mærkbare forskelle er, at den frie bevægelighed mellem øen og kontinent er blevet voldsomt indskrænket. Det medførte straks mangel på chauffører, at arbejdskraften ikke længere frit kan bringes ind fra det øvrige Europa. Forsyningskrisen voksede sig så stor, at militæret måtte træde til for at køre benzin ud til landets tankstationer og holde Storbritannien mobil. For nylig blev endnu et stykke med besvær serveret, da det gik det op for briterne, at de står foran alvorlige prisstigninger på international mobiltelefoni, når de ikke længere kan benytte sig af de EU-regulerede roaming-priser – en af EUs successer, som sikrer forbrugerne billig brug af mobiltelefon i hele EU.
I et tredje eksempel skabte det nærmest national identitetskrise da forsyningen af torsk forsvandt. Briternes favorit-fisk til den nationale signaturret ’fish and chips’ blev tidligere importeret i stor stil fra andre EU-lande, og det blev endnu et chok i rækken til briterne, at torsk ikke var noget britiske fiskere selv fiskede op af havet. Når national-ikoner som ’fish and chips’ på den måde kommer i spil er mediedækningen ekstra stor, og historien har sikkert givet anledning til mange smil på læben, men i virkeligheden er det et billede på alt det, som er galt med Brexit. Det store brud med det europæiske fællesskab blev bygget på et narrativ og en hel masse løfter om, at Storbritannien kunne gøre alting selv, og ovenikøbet gøre det bedre. Brexit vil ikke få nogen negativ økonomisk betydning, lød det fra Brexitkampagnen. Tværtimod, uden de besværlige EU-regler vil erhvervslivet opleve et boom, og der ville blive råd til et bedre sundhedvæsen.
Sådan gik det ikke, og i dag er det gået op for briterne, at alle løfterne bestod af varm luft. Og mens hverdagens besvær uden for det europæiske samarbejde er gået op for folket, har landets premierminister holdt den ene store fest efter den anden imod alle corona-regler. På den måde går der en rød tråd igennem Boris Johnsons politiske virke, nemlig at manden er dybt uansvarlig. For nylig måtte han stikke befolkningen en undskyldning for de våde fester, men en undskyldning for Brexit-kampagnens mange indholdsløse løfter ville være mere passende. Brexit har trods alt været en væsentlig dyrere affære for briterne end Johnsons hang til at blæse på corona-reglerne.
Brexit har dog haft den positive effekt, at konsekvenserne ved at forlade EU-fællesskabet er blevet skåret ud i pap. Brexit spiller rimeligvis en betydelig rolle i det forhold, at den folkelige europæiske tilslutning til EU ifølge Eurostat er den højeste siden 2009, og selv kontinents øvrige populister har fået respekt for livet uden for EU. Netop nu fører Ungarns Viktor Orban national valgkampagne på et anti-EU- budskab om ”den arrogante magtelite i Bruxelles”, men et farvel til den europæiske union tør han ikke binde an med.
Det ungarske folk skal være rigtig glade for, at den britiske populisme kom deres egen i forkøbet og afslørede, hvor besværligt livet er uden for det europæiske samarbejde. Det britiske folk har betalt prisen for os andre med økonomisk nedtur, varemangel, mangel på arbejdskraft, og bøvl og besvær hver gang de vil ud af landet. Dertil kommer at Brexit stadig har en bunke løse ender. Kun få internationale handelsaftaler er på plads, problemet med at undgå en hård grænse mellem Nordirland og Irland er ikke løst, der er alvorlige tvister om fiskerettigheder, et nyt migrationsproblem er opstået og så videre. Det er to år efter Brexit – og alt er stadig kaos.