DEBATINDLÆG BRAGT I POLITIKEN 7. SEPTEMBER 2022 | Historien om et turnerende musikband fra Madagaskar her på Politikens debatsider 31. august bekræfter, at visumreglerne til Danmark er blevet så komplicerede og bureaukratiske, at selv de danske ambassader har svært ved at rådgive ansøgere.
I nødens stund er hjælpen nærmest, og en ny lov jeg arbejder med, er netop på vej gennem EU-systemet. Loven er en yderligere standardisering af de fælles visumregler, som samtidig digitaliserer ansøgningsprocessen. I fremtiden vil turister således kunne nøjes med en enkelt ansøgning, selv om besøget omfatter flere EU-lande.
EU-kommissionen vurderer, at medlemslandene sparer ca. 750 millioner kroner ved at reducere den administrative byrde. I tillæg vil turismen stige, mens den digitale visumproces vil gøre det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at rejse ind i EU på falske papirer. På den måde er loven også et yderst vigtigt instrument til at beskytte EUs ydre grænser.
Det er et fremragende stykke lovgivning, som på én og samme tid understøtter erhvervslivet, øger turismen, reducerer bureaukrati, beskytter mod ulovlig immigration og gør livet lettere for alle. På grund af retsforbeholdet er Danmark dog som udgangspunkt ikke med i dette samarbejde, så alle EU-besøgende får det lettere, bortset fra dem, som også ønsker at besøge Danmark. Det er til at forudse at potentielle gæster nok bare vælger Danmark fra og et lettere tilgængeligt EU-land til.
Muligvis kan vi i Danmark gøre, som vi plejer at gøre, når retsforbeholdet forhindrer at fornuftig lovgivning også bliver gældende i Danmark. Vi kan forhandle endnu en særaftale på plads, men det rejser spørgsmålet om, hvor mange særaftaler der skal til, før retsforbeholdet ikke længere giver mening?
Realiteten er jo at Danmark laver den ene særaftale efter den anden, når retsforbeholdet står i vejen for ellers snusfornuftigt europæisk samarbejde. Derfor er det også det rene sludder at retsforbeholdet sikrer ’dansk suverænitet”, et argument som ikke så få ynder at fremføre. Når vi alligevel gennemfører al den lovgivning, som retsforbeholdet i første omgang forhindrer, er den påståede suverænitet jo en ren illusion, ikke mindst i betragtning af at vi dermed gennemfører lovgivning, som kun andre lande end Danmark har forhandlet.
I praksis bruges retsforbeholdet ikke til meget andet end at opretholde den symbolpolitiske grænsekontrol, der koster i omegnen af 300 årsværk og sikrer timelange køer i sommerferien, altså endnu en effektiv måde at skræmme velmenende turister væk fra Danmark på. Ulovlige immigranter fanger vi derimod ikke nogen af, og på den måde sikrer retsforbeholdet at vi har en grænsekontrol som ikke virker, mens dansk politis muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet forringes.
Ja, det er temmelig håbløst, og det vil være et udtryk for ansvarlighed hos en kommende dansk regering, at den stiller sig selv spørgsmålet, om det er rimeligt at bevare et retsforbehold, vi i praksis ophæver med særaftaler.