DEBATINDLÆG BRAGT I BERLINGSKE 29. JANUAR 2023 | Arbejdet med at liberalisere de europæiske energimarkeder og ultimativt etablere et indre marked for strøm har stået på i henved 30 år. Det har været et langt, sejt træk fra statsmonopol mod marked, men det er uomtvisteligt, at liberaliseringen og den stærke konkurrence på energimarkederne har tjent forbrugerne godt og sikret lave energipriser på tværs af kontinentet.
I denne uge har Europa-Kommissionen sendt en reform af elmarkedet i høring med en uhørt kort tidsfrist på bare tre uger. Der lægges umiddelbart op til at adskille de kortsigtede prisudsving fra de priser, forbrugerne møder, hvilket ikke kan betegnes som andet end et markant politisk indgreb i markedet, der står i stærk kontrast til den liberaliseringspolitik, som EU har drevet frem de seneste årtier.
Årsagen til denne kovending i energipolitikken er selvfølgelig tidens voldsomme energipriser, som naturligt betyder, at vælgerne kræver løsninger af de folkevalgte i en fart. Den kortsigtede løsning er dog næppe at sætte den langsigtede over styr, og det er netop risikoen her, for markedet fungerer sådan set, som det skal. Vi har et marked, der fungerer godt i forhold til at skabe incitamenter til de grønne investeringer, og vi skal være varsomme med at lave strukturelle ændringer i en krisetid, der risikerer at underminere vores ambitioner om at integrere grøn strøm i vores elmarkeder.
De massive grønne investeringer er helt afgørende for, at vi lykkes med den grønne omstilling, og i den sidste ende er løsningen på de høje energipriser under alle omstændigheder mere, ny vedvarende energi, energieffektivisering og et indre marked, hvor den grønne strøm kan flyde frit over grænserne. Tidens høje energipriser skyldes ikke, at markedet er designet forkert, men derimod kombinationen af sløjt producerende europæiske atom- og vandkraftværker og Putins drastiske reduktion i gaseksporten til EU.
Vi har selvfølgelig endnu til gode at se et endeligt forslag fra EU-Kommissionen, men den nervøsitet, der på forhånd er rejst, er forståelig. Vi kigger jo på en reform, der tilsyneladende modarbejder kommissionens egen grønne pagt og gør op med både en velfungerende markedsmodel og 30 års politisk arbejde med at liberalisere det europæiske energimarked.