DEBATINDLÆG BRAGT I SJÆLLANDSKE MEDIER 20. FEBRUAR 2023 | Mandag morgen i forrige uge smækkede døren pludselig i til Danmarks grønne omstilling. Med henvisning til en mulig konflikt med EU’s statsstøtteregler meddelte Energistyrelsen kortfattet og uden varsel at samtlige havvind-projekter under den såkaldte åben-dør-ordning blev sat på pause på ubestemt tid.
Det var der ikke rigtig nogen der kunne se meningen med. Heller ikke EU-kommissionen som kort efter den danske udmelding blankt afviste at have taget en sag om statsstøtteregler op med Danmark. Det seneste års energipolitik i Europa har bevæget sig i den stik modsatte retning og åbner i den grad op for en hurtigere udrulning af europæisk produktion med vedvarende energi.
Selvforsyning med grøn energi har i EU fået stemplet ”i offentlighedens interesse”, netop fordi udbygningen skal gå hurtigere, så Europa kan blive selvforsynende og sikre borgerne adgang til billig, grøn strøm – og en gang for alle fjerne russisk gas fra skuffen med afpresning som Putin kan bruge mod europæerne. 2022 blev et effektivt europæisk opgør med langsom sagsbehandling, og langsomme tilladelser til sol og vind på et tidspunkt, hvor også EUs statsstøtteregler vil blive lempet i konkurrencen med USAs nationalistiske, grønne industripolitik.
Samtidig tog Danmark i 2022 initiativ til aftalerne om at accelerere havvindproduktionen på Nordsøen og Østersøen gennem europæiske samarbejder med nabolandene. Det var rigtig godt lavet af Danmark, fordi aftalerne viste viljen til at udnytte energi-potentialet i havene omkring Danmark og være nyskabende i forhold til det europæiske energisamarbejde der er nødvendigt for fremtidens energisystem.
Så meget desto større var den måben, som opstod i Danmark – fra erhversliv til NGOer – over at der nu pludselig skulle være et problem med den danske udrulning af vedvarende energi på havet. På afstand ser det imidlertid også mere ud som om, at problemet for regeringen er at der ikke er noget problem, hvorfor regeringen har måttet opfinde et problem til lejligheden. Åben-dør-ordningen er nemlig fra en tid, hvor det politiske ønske var at skubbe udbygningen med vindenergi fremad ved at skabe incitamenter for at bygge havvind.
Det problem findes ikke længere. Investorerne er klar derude til at sætte økonomi bag store energiprojekter, men åben-dør-ordningen er ikke designet til at give staten indtægter på den konto. Og det er i sig selv fornuftigt nok, at staten indhenter nogle indtægter fra de private projekter, blandt står vi jo foran at skulle investere massivt i vores energi-infrastruktur i fremtiden. Det er imidlertid stærkt problematisk at sætte en prop i fremdriften på den måde som det skete i sidste uge.
Det er et stort logistisk apparat, som går i gang, når virksomheder og udviklere står foran at skulle investere milliarder i energiprojekter på havet. Der skal laves aftaler med leverandører, nye folk skal ansættes, og hele den risikovillige kapital er bundet op på minutiøs budgetplanlægning en forventning om, at man kan regne med de aftaler, der foreligger, herunder hvad en given stat har lovet, eksempelvis via åben-dør-ordningen.
Det er gift for den grønne omstilling, når der skabes usikkerhed om investeringerne, og staten kunne jo på sin side have udfordret en eventuel konflikt med EU-retten uden at sætte alting i stå. Når det kommer til grænsekontrollen har Danmark sjovt nok aldrig noget problem med at fortolke EU-reglerne efter forgodtbefindende, og eftersom intet tyder på at EU vil stå i vejen for at Danmark bygger masser af havvind kunne vi roligt have benyttet en tilsvarende strategi her. På den måde kunne vi også have undgået den forudsigelige konsekvens af sagen, at EU i den danske offentlighed beskyldes for alverdens dårligdomme, som ikke har hold i virkeligheden.
På den positive side har statsministeren lovet en hurtig afklaring på sagen. Det er også helt nødvendigt, for den lukkede dør til åben-dør-ordningen skal åbnes igen så hurtigt som muligt. På den baggrund har jeg selv stillet en række hastespørgsmål til EU-kommissionen, så vi kan få belyst eventuelle problemstillinger.
Europas energitransition skal sikre europæisk energisikkerhed, lave forbrugerpriser og en grøn fremtid for vores børn. Der er ikke tid til at den bliver sat i stå på ubestemt tid.