top of page

Europa mangler danske embedsfolk

Opdateret: 12. jan. 2023

DEBATINDLÆG BRAGT I AKADEMIKERBLADET 17. Juni 2022 | Der skal udarbejdes en aggressiv plan for, hvordan vi rekrutterer dygtige danske embedsmænd til Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet.



Der skal udarbejdes en aggressiv plan for, hvordan vi rekrutterer dygtige danske embedsmænd til Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet. De store årgange af danske embedsmænd, der kom til Bruxelles i 1970’erne, er gået på pension, og vi har en seriøs udfordring med at rekruttere dertil.


Det skal belønnes, at dygtige danske embedsmænd tager til Bruxelles og slås for danske grønne interesser. Det er bestemt ikke tilfældet i dag, hvor det at være væk fra departementet på Slotsholmen eller Asiatisk Plads ikke ligefrem kvalificerer til forfremmelse. Men det burde det.


Når EU-Kommissionen udarbejder lovforslag, er den i høj grad afhængig af eksperter fra medlemslandenes regeringer. Jo mere vi fra dansk side kan gøre vores indflydelse gældende allerede hér, desto bedre. Det er der mange andre lande, der udnytter langt mere strategisk, end vi gør.


Vi er for håndsky og for "pæne" i Danmark. Danske embedsmænd er i verdensklasse og opdraget til, at der skal være vandtætte skotter mellem administrationen og virksomhederne. Men vi kunne gå så meget længere, end vi gør i dag, i den gråzone. Jeg møder ustandseligt eksempler på, hvordan andre, typisk større, lande i langt højere grad samtænker indsatserne og prioriteringerne. Hvorfor gør vi ikke det i Danmark? Jeg synes, det ligger lige til højrebenet.


Comments


bottom of page