DEBATINDLÆG BRAGT I SJÆLLANDSKE MEDIER 30. SEPTEMBER 2022 | Sabotagen mod de to Nord Stream-gasrørledninger er ildevarslende og flytter den europæiske energikrise ind i en ny, farlig fase. Den praktiske betydning er i første omgang lille, eftersom Nord Stream 2 aldrig nåede at blive taget i brug, mens russerne lukkede hanerne på Nord Stream 1 tidligere på måneden.
Til gengæld er Europas sårbarhed over for sabotage på energiforsyningen midt i kontinentets største krise siden Anden Verdenskrig blevet bøjet så udtrykkeligt i neon, at det ligner et motiv i sig selv. Mens det officielle Danmark ikke kan rette anklager uden håndfaste beviser, tilkommer det os andre at spekulere, og som de fleste andre finder jeg det overvejende sandsynligt, at Putins Ruslands står bag sabotagen: en slet skjult trussel til EU om, at det kan ske igen.
Det varsler at vi bevæger os ind i noget, der umiskendeligt ligner en gentagelse af Den Kolde Krig. Sabotagen i Østersøen vil omgående få den betydning, at vores kritiske infrastruktur vil blive underlagt en høj grad af militær overvågning. Fælles-europæisk koordinering af overvågningen er helt afgørende i flere tilfælde, eksempelvis når det gælder beskyttelsen gasrørledningerne til EU fra henholdsvis Algeriet og Norge.
Men det kan blive svært vanskeligt nok endda at beskytte al vores kritiske infrastruktur. Eksempelvis løber der transatlantiske telekommunikationskabler, som sikrer at internettet fungerer, under Atlanterhavet, og det er indlysende, at det kan blive svært at overvåge så stort et område. Læg hertil at ubåde udgør ryggraden i den russiske flåde, og vi har en forestilling om, hvad der kan være i vente.
Rusland har stået bag utallige ”nålestiksoperationer”, der har til formål at intimidere, splitte og skræmme. Det gælder de mange gange Rusland tidligere har skruet ned for gasleverancerne til østeuropæiske lande, giftmordene i Storbritannien, sprængninger af våbendepoter i Tjekkiet og Bulgarien, påvirkningen af demokratiske valg i Vesten og hybridangrebet fra Hviderusland sidste år, hvor immigranter i tusindevis blev sendt afsted for at krydse grænsen til EU.
Når Putin ønsker at europæerne kommer til at fryse til vinter, er det med ønsket om at destabilisere det europæiske samarbejde og trække landene i en nationalistisk retning. Det er ærlig talt ikke nogen dårlig plan den tidligere KGB-agent med stormagtsdrømmene har lagt. For Rusland er alt for svag til at måle våben med USA som under Den Kolde Krig. Afstanden er blevet for stor, Putin ville få læsterlige klø i en åben krig, hvilket nederlagene på slagmarkerne i Ukraine understreger.
Derimod er der sprækker i det liberale demokrati. Det er ikke længe siden Putin var bonkammerat med USAs præsident, den nationalistisk orienterede Donald Trump, og på tværs af Europa findes der også nationalistisk ligesindede, eksempelvis Viktor Orban i Ungarn, der som Putin er villig til at ødelægge de demokratiske institutioner for at beholde magten.
Europæisk uenighed er Putins chance. Kalkulen er at uenigheden vil opstå, når de socioøkonomiske omkostninger i Europa bliver for store, hvilket vil tvinge EU til at løsne op for sanktionerne og derved også mindske støtten til Ukraine.
På den måde er vi i Europa vores egen værste fjende. Det er kun vores egen uenighed, som kan give Putin en sejr, men truslen er alvorlig nok, for Europa vil blive hårdt ramt til vinter. Der er ikke gas nok til alle, rationeringer bliver en kendsgerning i et eller andet omfang, og det er nærmest utænkeligt, at energikrisen ikke kommer til at koste menneskeliv et eller andet sted. Ingen demokratisk valgte politikere vil sende deres vælgere frysende i seng, så der er lagt i kakkelovnen til europæisk uenighed, og dertil kommer at Putin sikkert har flere nålestik i posen.
Europæisk sammenhold og solidaritet er nøglen til at lukke den anden kolde krig inden den kommer for godt i gang. Vi skal være dygtige nok til at koordinere en fordeling af den sparsomme gas og barmhjertige nok til at skære lidt i egen velfærd og i stedet sende gassen til de hårdest ramte i Øst- og Sydeuropa.
Sabotagen mod gasrørledningerne i Østersøen er ment som en trussel, men bør læses som et varsel om, at sammenhold de kommende måneder bliver afgørende for vores fremtid på den længere bane også.