Midt i Maskinrummet - Indledning

Indledning fra bogen "Midt i Maskinrummet": Danmarks beståen - ingen selvfølge
Siden jeg var lille, er der blevet talt om indretningen af det danske samfund i min familie. Fra tidligt til sent har Danmarks skæbne og fremtid været en besættelse i min familie. mhp’s første bog

"midt i maskinrummet", 1998

> indledning
> citater fra bogen
> debat

Mit efternavn gør det svært at løbe fra, at jeg er født ind i en familie, hvor politik var hjerteblodet. End ikke hos mine bedsteforældre var jeg i politisk asyl som barn.
Min farfar Kristen Helveg Petersen var undervisningsminister i 1960erne, og både han og min farmor Lilly var glødende engagerede i samfundets kurs og udvikling. Så lad mig få aflagt tilståelsen med det samme: Jeg er miljøskadet. Og jeg føler mig forpligtet af såvel lyst som arv til at deltage i det politiske maskinrum som 3. generation af familien Helveg.

Jeg har mødt mange, der ryster på hovedet over sådan en opvækst. "Stakkels knægt, skulle han ikke hellere have været skånet for det og have spillet noget mere fodbold". Men selv oplevede jeg det lige modsat: Jeg har elsket debatterne og diskussionerne fra meget tidligt i mit liv. Nok mest fordi der var glød i øjnene hos alle om bordet, når snakken gik. Før jeg forstod, hvad de diskuterede, fornemmede jeg, at det var vigtigt. At det var livet om at gøre. At det handlede om landets skæbne, om vores velstand, vores uddannelsessystem. Om vores eksistensgrundlag.

Jeg fornemmede, at det ikke var nogen selvfølge, at Danmark er nået hertil, hvor vi er. Og at det ikke er indlysende, at gamle Danmark består om også 20 eller 30 år som et velfærdssamfund og et af verdens rigeste lande. Jeg lyttede til eksempler på, hvordan historien er fyldt med landes storhed og fald. Rige nationer, der går i knæ, mens andre rejser sig af deres fattigdom. Og jeg lærte tidligt, at det er i det politiske maskinrum, fundamentet støbes til det Danmark, vi lever i om 30 år.

Farfar og farmor gjorde deres yderste for at spolere min bror Rasmus og jeg – vi fik lov til at se fjernsyn lige så længe vi ville, falde i søvn foran fjernsynet og om morgenen hentede farfar lige så meget wienerbrød, vi kunne spise. Men bølgerne gik højt. Nogle gange kunne vi i familien have så højlydte diskussioner, at gæsterne høfligt gik hjem – de troede, at der var tale om en større familiekrise, men det var i virkeligheden blot udtryk for stor og engageret diskussionslyst.

En sommer i familiens sommerhus på Langeland udspandt sig en større diskussion. Farfar, min far Niels og jeg selv var endt i en ophedet diskussion, som jeg ikke husker indholdet af i dag. Men jeg husker situationen: I løbet af den rutinemæssige dissektion af farfars argumentation blev diskussionen temmelig ophidset. På et tidspunkt måtte farmor skære igennem, og der blev dikteret våbenhvile af hensyn til den varme mad på bordet. Surmulende bevæbnede de stridende parter sig med kniv og gaffel og helligede sig måltidet i tavshed. Der gik ca. 15 sekunder inden farfar med et stort grin spurgte: "Hvor længe varer sådan en våbenhvile"?

En anden gang var vi til en familiefødselsdag, hvor Rasmus og jeg var stærkt fortørnede over at blive henvist til børnebordet.Vi følte, at der var tale om en stærk uretfærdighed, når de voksnes lækkerier blev båret forbi vores næser og ind på deres bord, men vi sad og stak i leverpostej og spegepølse. Der kom æbleskiver på bordet, hvilket lettede vreden en smule, men ikke nok til at undgå, at vi begyndte at kaste med dem. Der opstod stor ballade og hyl og skrig, og Niels måtte skælde ud. Men da vi forklarede ham den store uretfærdighed, der var blevet begået imod os, begyndte han at grine. Da farfar kom til, og vi forklarede, at der var tale om et oprør i forhold til en uretfærdighed udbrød han: "Hvis det er et oprør, så er det i orden"…

Jeg har lært meget af de politiske diskussioner ved middagsbordet. For det første, at hvis man har et argument, skal man se at få det fremført. Og at man får én på potten (verbalt, altså) hvis ikke argumentet holder. Men har man et argument, der er gennemtænkt, bliver der også lyttet. På tilsvarende vis forventedes det også, at vi havde respekt for andres argumenter og standpunkter, og at man i det mindste af høflighed skylder at høre efter, hvad andre siger for at prøve at forstå deres holdninger.

Jeg har også lært, at politik ikke behøver at være kedeligt. At politik ligefrem kan være sjovt. At politik også er en kreativ proces, hvor man søger løsninger på komplicerede problemer. Men at dialog kræver respekt for modpartens synspunkter. Dialog kræver, at man ikke bare taler, men også lytter og forsøger at forstå.

Siden har disse barndommens debatter, diskussioner og sværdslag ved middagsbordene rumsteret i min hoved: Jeg tænker stadig over, hvad der mon bliver af dette land om bare 20-30 år? Vil Danmark stadig vil være et af verdens rigeste lande? Eller falder vi af i svinget som ofre for en hæsblæsende internationalisering og teknologisk udvikling, der forandrer alle kendte strukturer og spilleregler? Prioriterer vi forkert? Vil vi med mangel på politisk fremsyn sætte velstanden over styr?

Magtcentre og økonomisk velstand er ikke statiske. De forandrer sig over tid. Relativt set er Danmarks velstand kun ganske ung. Det er ikke mange årtier siden, vi blot var et simpelt bondesamfund. Og det behøver ikke tage mange årtier med forkerte politiske prioriteringer, før velstanden og resultaterne kan være sat over styr. Det er politik, der gør forskellen.

Jeg er vokset op som det ene af to børn hos min mor, efter mine forældre blev skilt, da jeg var 13 år, og Rasmus og jeg flyttede med hende. Hun har lært mig, at verden er åben, og at det bare er om at kaste sig ud i den. Åbenhed overfor fremmede kulturer, mennesker, holdninger, mad, musik og meget mere. En opvækst rig på tryghed, hvor hun gav sine børn mulighed for at udfolde sig og samtidig spændte sikkerhedsnettet ud, hvis noget skulle gå galt. I den offentlige debat kædes jeg nogle gange sammen med min far – vi arbejder selvfølgelig tæt sammen og har aldrig set så meget til hinanden, som vi gør nu, hvilket er skønt. Men min mor har givet mig meget af sit livssyn til en åben indstilling overfor omverdenen og andre mennesker.

Vi boede i Bruxelles i tre år, fra jeg syv år til jeg var 11 år. Der lærte jeg en del fransk og spillede fodbold på et engelsk hold – EuroBrit United! Der er altid kommet og gået mennesker af mange nationaliteter i vores hjem – min mor er tolk og har altid undervist mange nationaliteter. Lige fra en større delegation af kenyanske kvinder, som min mor mødte under kvindekonferencen i København i 1980 og inviterede til at bo i vores hus på Frederiksberg til studerende fra de baltiske lande. Det har givet mig en åbenhed, afslappethed og nysgerrighed overfor fremmede sprog, kulturer og mennesker.

Efter at have gået i folkeskole på La Coursvejens Skole på Frederiksberg startede jeg på Falkonergårdens Gymasium i 1982. De tre år i gymnasiet brugte jeg hovedsageligt på at spille trommer i alle mulige sammenhænge. Jeg boede nærmest i skolens musiklokale. Jeg havde en utrolig inspirerende musiklærer, Finn Roar, der senere blev den første rektor for det rytmiske musikkonservatorium, "Rytmekons", som vi kaldte det. En overgang var jeg stærkt fristet af at forsøge at komme ind på "Rytmekons", men valgte alligevel det sikre: at læse til cand.polit på Københavns Universitet. Da jeg forelagde ideen om at blive professionel trommeslager for min mor kunne jeg godt mærke, at der da var ting, hun hellere så, at jeg begav mig i kast med. Og jeg valgte så polit-studiet, fordi jeg var optaget af økonomi og politik. Og trods alt ville jeg hellere have trommerne som en god hobby end at skulle spille til halballer som 50-årig.

Efter gymnasiet havde jeg et års orlov, hvor jeg arbejdede og tjente penge til et stort trommesæt i Sparekassen SDS, hvor jeg sad ved kassen, sorterede bilag og lavede andet forefaldende arbejde samtidig med, at jeg stadig spillede på livet løs. Derefter startede jeg i 1986 på Københavns Universitet. Første del af studiet gik med ungdomspolitik og trommer.

Efter første del arbejdede jeg videre i Sparekassen SDS’ (nu Unibank) Finansafdeling og rejste derefter jorden rundt med rygsæk. Vendte tilbage på anden del af studiet og arbejdede som sekretær for Marianne Jelved på Christiansborg. Her fik jeg et godt indtryk af, hvordan Christiansborg virker, og ikke mindst hvad det vil sige at være politiker. Marianne Jelved’s program var dengang helt urimeligt hårdt. Og det er sikkert endnu værre i dag. Magen til flittigt og ærligt menneske skal man lede længe efter.

Jeg blev færdig som cand.polit i efteråret 1992, hvorefter jeg var et halvt år i Bruxelles som praktikant ved EU-Kommissionens direktorat for økonomi og finansielle affærer (DG 2). Et lærerigt og spændende halvår, hvor jeg analyserede dansk økonomi og var sammen med jævnaldrende fra hele Europa. Her mødte jeg også Katja, som nu er min kone og bedste opposition. Da jeg vendte tilbage til København blev jeg i foråret 1993 ansat i Dansk Industri. I første omgang i Informationsafdelingen, hvor jeg lavede EU-oplysning op til afstemningen om Edinburgh den 18. maj 1993.

I det hele taget har spørgsmål om EU optaget mig meget. Danmark har en vigtig og aktiv rolle at spille i det europæiske samarbejde, og EU-modstanden er mig på mange måder provinsiel. Vi skal naturligvis ikke ukritisk acceptere alt, hvad der kommer fra Bruxelles. Men at man kan stille spørgsmålstegn ved, at vi skal være med om bordet, hvor afgørende beslutninger tages er ikke min stil. Megen af kritikken af EU er præget af egoistisk nationalinteresse i en misforstået opfattelse af, at vi er meget bedre i Danmark, end de er i andre lande. Jeg opfatter det nærmest som fattigt snævertsyn og nationalromantik.

Siden hen fik jeg knap fem spændende år i Dansk Industri med arbejdsområder som international erhvervspolitik, internationalisering, ulandsbistand og øststøtte. Jeg blev taget under vingerne af den dynamiske Jørgen K. Hansen, afdelingschef i Dansk Industri. Vi havde gode år sammen, hvor jeg lærte meget og sugede til mig fra virkelighedens verden, dér hvor pengene tjenes til den store danske velfærdsstat. Min stærke interesse for erhvervspolitik stammer i høj grad herfra. Vi arbejdede blandt andet hårdt for øget inddragelse af danske virksomheder i ulandsbistanden, hvad der var alt andet end politisk korrekt på det tidspunkt. Men det var indlysende for mig dengang som nu, at behovet i den tredje verden for udvikling, vækst og beskæftigelse kræver inddragelse af private virksomheder. Vi gik i en stor bue udenom den evindelige og bevidstløse diskussion om den såkaldte returprocent, altså den andel af ulandsbistanden, der ender som indkøb hos danske virksomheder. Udgangspunktet må være hvad modtagerne har behov for. Og modtagerne har behov for ny teknologi, vækst og beskæftigelse. Og i den sammenhæng er danske virksomheder oplagte samarbejdspartnere. Dansk ulandsbistand burde altså i højere grad trække på den ekspertise, der ligger gemt i danske virksomheder. Jeg fik mulighed for at rejse meget og lære meget. Jeg fik også et nyttigt indtryk af, hvordan det er at sidde på den anden side af bordet i forhold til centraladministrationen og embedsmændene. Altså hvordan samme sag kan fremlægges på forskellige måder, afhængigt af hvor i systemet man befinder sig og hvilke interesser man har. Her gik det for alvor op for mig, at jeg gerne ville være med til at præge dansk politik indefra.

Jeg var til mit første landsmøde i Det radikale Venstre i 1987. Jeg holdt et indlæg om flygtninge og indvandrere i kølvandet af stramningen på udlændingeloven i 1986. Det gik udmærket, og jeg var helt fortumlet over al den opmærksomhed, der blev mig til del. Derfor forstod jeg heller ikke den journalist, der bagefter spurgte mig om jeg var klar over, hvor svært jeg ville få det. Hans pointe var, at for at komme nogen vegne i partiet skulle jeg arbejde mindst ligeså hårdt som alle mulige andre og i de fleste tilfælde hårdere. Netop fordi folk ellers ville have den der opfattelse af mig som "ham-med-guldskeen".

Af samme grund udskød jeg længe beslutningen om at blive folketingskandidat. Jeg havde tidligere fået tilbud om gode kredse, men havde takket nej. Dengang var min indfaldsvinkel, at hvis jeg blev 70 år gammel og ikke havde prøvet at blive valgt, så ville jeg ærgre mig. Men derfra og så til at sige, at nu vil jeg ind – det er et stort spring. Og jeg tog først springet, da jeg var omkring de 30 år. Jeg ville være ikke bare 100 procent, men 120 procent sikker på, at det var dét jeg ville. Fordi jeg med sikkerhed ville blive mødt med en forudindtaget attitude. Måske var efternavnet en belastning forstået på den måde, at jeg har været vant til, at folk tog det som givet, at jeg ville være politiker. Og at jeg samtidig forsvarede systemet, min familie og Det radikale Venstre. Det har været vigtigt for mig at prøve noget andet først. At bruge min uddannelse til noget og få faglig ballast. Med tiden følte jeg mig altså overbevist om, at det var dét, jeg ville.

I februar 1997 blev jeg folketingskandidat i Hvidovre/Brøndby-kredsen i Københavns Amt, og nåede altså at arbejde et års tid som kandidat, inden der blev udskrevet valg til Folketinget i februar 1998. Jeg elskede at føre valgkamp. Elskede at kæmpe for at vinde. Jeg valgte at føre valgkamp i hele amtet, fordi jeg stod på stemmesedlerne i hele amtet og mente, at alle skulle have muligheden for at kende deres kandidater. Også selvom nogen i partiet mente, at man skulle holde sig inden for sin egen kreds. En sådan opfattelse er for mig at se et eksempel på, hvordan partierne lukker sig om sig selv i stedet for at åbne sig mod vælgerne. Jeg er af den opfattelse, at folketingskandidater skal ud på banen. Og ind i alle kroge, hvor folk kan stemme på dem. Jeg ville selv forklare vælgerne, hvorfor de skal stemme radikalt og hvorfor de skal stemme på én selv. Hvad er ellers meningen med at stille op til Folketinget? Kan nogen virkelig mene, man skal gemme sig for sine vælgere?

På valgdagen onsdag den 11. marts 1998 gik jeg rundt og ventede spændt på resultatet. Vi var samlet en del gode venner hjemme hos mig til valgaften, hvor vi fulgte med i slagets gang. På de to landsdækkende tv-kanaler havde de vidt forskellige udfald og prognoser, så det blev et tæt drama, hvor S-R-regeringen som bekendt endte med at kunne fortsætte. Sent onsdag fik jeg at vide, at jeg havde vundet Rødovre og Amager. Men kendte ikke resultatet i de andre kredse.

De personlige stemmer blev først talt op torsdag den 12. marts. Jeg sad hjemme med to telefoner og en computer, hvor jeg havde opstillet et regneark til beregning af stemmetallene. Før resultaterne fra de tre sidste kredse - Gentofte/Hellerup og Hvidovre - var jeg bagud med 13 (tretten!) stemmer, men vandt dem - og flere til.

Omkring klokken halv syv om aftenen lå det klart, at vælgerne i Københavns Amt havde stemt mig ind i Folketinget. Telefonerne kimede og min Katja var helt vild. Det var forvirrende, sjovt og helt uvirkeligt. Der var masser af mennesker, der kom hjem til os og mange, der stødte til i løbet af aftenen. Om aftenen havde vi stor sejrsfest med masser af øl, champagne, telefoner, blomster og kaos. Vinderstemning og gang i gaden. Et helt igennem fantastisk kaos.

Fredag den 13. marts skulle jeg møde på Christiansborg for første gang som nyvalgt til mit første gruppemøde. På Christiansborg kunne man se tomme flyttekasser foran de kontorer, som folk skulle flytte ud af. Jeg blev mindet om, hvor barsk en branche, jeg var entreret.

I weekenden havde vi møde i den radikale hovedbestyrelse, hvor der var masser af lykønskninger, kys og kram, men også kritik af min valgkamp. Allerede om mandagen den 16. marts, hvor der var gruppemøde igen, havde jeg en fornemmelse i maven af, at det føltes rigtigt. At jeg er med. At jeg kan gøre en forskel.

Siden er det blevet hverdag på Christiansborg, og jeg har været medlem af Folketinget i over et år. Det er væsentligt forskelligt fra, hvad jeg troede, og hvad jeg havde forventet. For ikke at sige helt anderledes. Jeg troede ellers, jeg var klædt godt på fra min familiære forhåndsindsigt. Men nej.

Selvom jeg har haft en politisk opvækst og derigennem et lille indblik i, hvad det vil sige, så er det kommet bag på mig, at forskellen på at stå på sidelinjen og kritisere, og så at være midt i det selv er himmelråbende.

Presset fra den løbende lovgivning og administration er gigantisk. Man kan ikke tillade sig læne sig tilbage. Luk øjnene i ti minutter, og du risikerer at blive hægtet af. Det nemmeste i den situation - hvis man overhovedet kan tale om nemhed - er at koncentrere sig om dagen og vejen og lade sig opsluge af maskinrummet og læse sig ind i de tekniske detaljer i skatte- og erhvervslovgivningen. Det nemmeste er at hive store sagsmapper hjem hver aften og læse videre i løbet af natten. Kort sagt at gå op i detaljerne og miste retningssansen. Fristelsen til at fortabe sig i enkeltsager og paragraffer er utrolig stor. Og skræmmebilledet er at ende som dag-til-dag-håndværkere snarere end visionære styrmænd med et langt sigt og vilje og magt til visioner. Mange politikere har simpelthen for travlt til at kigge op fra dagens sager og forsøge at være med til at udstikke kursen oppe på broen. Det burde være nemmere, jo flere medlemmer man er i en folketingsgruppe og dermed er til at deles om opgaverne. Men i et lille parti som Det radikale Venstre er vi endnu mere nødt til at hæve blikket og være visionære. Ellers risikerer vi at ende i rollen som det man kunne kalde parlamentariske bogholdere.

Det radikale Venstre er et godt parti med gode og engagerede medlemmer. Med et godt menneske- og livssyn. Vi er ansvarlige, samvittighedsfulde og pligtopfyldende. Men vi skal nå mere end dét. Vi skal vokse og blive flere. Vi skal udstikke nye pejlemærker for Danmark, og vi skal vove at ville noget på dette lands vegne. Turde sige ligeud, at vi ønsker et nyt Danmark, der er bedre end 70ernes, 80ernes og 90ernes. Gennem debat, udspil og visioner skal vi være med til at sikre et Danmark, der ikke bare sikrer sin position og sin velstand men også er et land, som det er trygt og rart at leve i.

Det kræver, at vi ved, hvor vi vil hen. Jeg tror på radikal fremgang. Jeg tror på, at vi har noget at byde på. Vi skal ikke blot være en forlængelse af det administrative system. Regeringsmagt må aldrig blive til eksistensberettigelse – høje poster er ikke ensbetydende med høje mål.. Vittighedstegnerne må ikke tegne os med regeringstaburetter limet til bagdelen, og det må aldrig kunne siges om os, at magten går forud for sagen. Det var i hvert fald ikke, hvad Rode, Brandes og P. Munch tænkte i sin tid, da de var med til at danne Det radikale Venstre.

Slående er det, hvor meget vor tid ligner deres. Prøv at tænke 100 år tilbage. København i slutningen af sidste århundrede blomstrede af fremskridtstro, industriel vækst og fremgang, frihandel over landegrænser med fjerne kontinenter, åndelige bevægelser og store politiske slagsmål, hvor man bekæmpede et uretfærdigt provisorisk system med militære tilbøjeligheder. Internationale strømninger prægede åndslivet, der hentede inspiration udefra, ny teknologi vendte op og ned på vante forestillinger og måder at gøre tingene på, og der var en stor tiltro til og forhåbning om, at man kunne ændre og forme fremtiden på en bedre og mere retfærdig måde.

Den radikale tradition for åndelige værdier og idealisme blev grundlagt hér. Litteratur og kunst blev anset for helt centrale i forbindelse med skabelsen af bevidsthed. Dette behov kan ikke siges at være blevet mindre i vores dages samfund, hvor kultur i mange tilfælde degenererer til underholdning. De kulturelle udfordringer bliver ikke mindre i det næste århundrede.

Blandt nøgleordene var humanisme, individets myndighed og autonomi. Byliberalisme og åndelig liberalisme med hensyn til moral og sexualitet skulle forenes med husmændene.

Det radikale Venstre var det mest frihandelsorienterede parti før første verdenskrig og kendetegnet ved åndsliberalisme og positiv instilling over for nye strømninger i skole- og kulturlivet. Samtidig var man mod tilskud til erhvervslivet. Teknologi og fremskridt gik hånd i hånd og P. Munch karakteriserede perioden 1870-1914 som menneskehedens lykkeligste tid. En fantastisk international tid med handel på tværs af landegrænser, rejser, et internationalt borgerligt broderskab, der havde et større tilhørsforhold til samme klasse fremfor samme nation. For de priviligerede og de studerede var verden åben

Der var en tro på fremskridtet. En tro på, at samfundet kan udvikle sig positivt. Et optimistisk samfundssyn baseret på rationalisme og videnskab, hvor ny teknologi blev anset som en mulighed fremfor trussel for menneskelige fremskridt. Det er forbløffende så store lighedspunkter der er mellem de åndelige værdier og tanker der prægede debatten op til Det radikale Venstres fødsel, som kan hives op ad skuffen og føre til en genrejsning af partiet. Det er min ambition med denne bog: At være med til at genføde troen på dette gode parti og dets rolle i at forme Danmarks fremtid.

Personkredsen i radikale kredse var stærkt domineret af det liberale borgerskab. Det var folk, der havde tjent deres penge selv, de var stærkt interesserede i kunst og kultur, de støttede idealistiske foretagender og udfoldede mæcen-virksomhed, de troede og tænkte internationalt. De følte, at deres priviligerede positioner netop gav dem en forpligtelse til at støtte og hjælpe andre. De ønskede sig samtidig frihed til at opnå de positioner og placeringer, de gerne ville opnå. Disse værdier skal kendetegne Det radikale Venstre - også i fremtiden.

Kigger vi på Det radikale Venstre op gennem historien, er 1949 et andet mærkeår. Det radikale Venstres modstand mod NATO var en vigtig begivenhed, der har sat sig spor lige siden. Men nu må vi over det traume. Selvfølgelig var tiden en anden dengang, men vi tog fejl, og vi må videre.

Efter Anden Verdenskrig var de andre politiske partier meget internationalt orienterede i modsætning til Det radikale Venstre. I 1950’erne begynder planerne om det europæiske fællesmarked, EF, at blive konkretiseret. Det var heller ikke en udvikling vi havde store aktier i – derfor blev EU-diskussionen også et traume for partiet senere hen som der skal gøres op med i fremtiden.

I dag kalder vi Danmark for et velfærdssamfund. Og dermed sætter vi år nul til en gang i 1930’erne, stærkest symboliseret i kraft af Steincke’s socialreformer i år 1933. Det tidsmæssige udgangspunkt ses altså i forhold til socialreformer og velfærdsydelser og tager udgangspunkt i de politiske begivenheder i 1930’erne. Men der er en historie før da. En vigtig en.

Først og fremmet var Socialdemokratiet ikke alene om at skabe velfærdssamfundet. Socialreformerne i 1930’erne betragtes af mange som en samling af allerede vedtagne love, der blev struktureret på en mere hensigtsmæssig måde. De sociallove, som reformen hvilede på, blev faktisk gennemført sammen med Venstre og Det radikale Venstre i perioden 1900-1920. Og der har i øvrigt været bred politisk enighed om de fleste socialreformer siden 2. Verdenskrig.

Dertil kommer, at det danske samfund har udviklet sig gennem historien i et tæt samspil med udlandet. Danmark er et lille, rigt og åbent samfund, hvor kulturelle og økonomiske strømninger har stor gennemslagskraft. Vi glemmer nogle gange, at vi befolkningsmæssigt faktisk kun udgør mindre end det halve af London. I perioden efter 1864 og frem til afslutningen af 1. Verdenskrig lagdes grunden til mange af de træk, der karakteriserer det danske samfund i dag. Pointen er, at historien om den danske velfærdsstat altså ikke begynder i 1930’erne men har rødder tilbage i tiden. Og udviklingen i slutningen af det sidste århundrede og i starten af dette var stærkt præget af radikale kræfter i det liberale borgerskab. Præget af værdier og strømninger udefra samt af en tro på fremskridtet. Værdier som også i dag kan lede os ind i et nyt århundrede.

Åbenheden overfor internationale tanker, tendenser og strømninger er helt central. I sin tid kaldte modstanderne Hørups og Edvard Brandes’ fløj af Venstre for "europæerne" – det var ment som et skældsord! Europæerne troede på, at deres holdninger blev delt af radikale over hele Europa, hvorfor radikalismen måtte ses som en naturlig del af en international bevægelse. En i øvrigt interessant parallel til vore dages EU-debat, der gradvist "nationaliseres" forstået på den måde, at det står stadigt klarere, at danske medlemmer af Europa-Parlamentet har forskellige syn på den europæiske udvikling og har mere til fælles med åndeligt beslægtede partier og personer fra andre lande end med landsmænd i Europa-Parlamentet. Denne internationalisme sagde ja til frihandel og internationalt samarbejde og havde i øvrigt en tro på fremtidens internationale samarbejde, der er i skærende modstrid med megen af den skepsis og bekymring som mange i dag giver udtryk for i forbindelse med internationalisering, globalisering og vores samarbejde i EU.

Det er forbløffende så store lighedspunkter, der er mellem de åndelige værdier og tanker der prægede slutningen af sidste århundrede og så til situationen i dag. Nogle af de værdier og egenskaber skal igen bringes i fokus for at gøre Det radikale Venstre til fremtidens parti. Ved at gå tilbage i historien kan vi vinde fremtiden. Tilbage til fremtiden.

Jeg ved, at Det radikale Venstre har et stort potentiale. Som et fremsynet, moderne parti for bevidste mennesker, der kræver noget af deres land og dets fremtid. Tiden er kommet til, at vi må efterleve deres forventninger og give dem et parti, der vil mere end bogholderi. Vi skal være garanter for, at Danmark kommer sikkert ind i de næste årtier, og stadig er et af verdens bedste lande at leve i. Et land med engagement, dannelse og velstand. Vi skal forny med samvittighed.

Med denne bog ønsker jeg at forsøge at kigge en generation ind i fremtiden og give mit bud på, hvordan Det radikale Venstre skal angribe de udfordringer, som Danmark står foran med internationalisering og hæsblæsende IT-udvikling. Jeg elsker at være midt i maskinrummet på Christiansborg. Men den virkelige udfordring er også at komme uden for Borgen i virkelighedens verden. Hver mandag er mødefri i Folketinget, og jeg har gjort det til en vane, at jeg tilbringer mine mandage med at besøge danskere ude i landet i forskellige situationer. Derfor tager jeg i denne bog også udgangspunkt i en række af disse møder med folk, der har virkeligheden på og ved, hvor den trykker. Undervejs skal vi møde iværksætteren, læreren, sygeplejersken og soldaten.

Og for at denne bog ikke bliver sidste ord i en debat, der forhåbentlig først skal til at begynde om Danmarks fremtid vil du have mulighed for at komme med kommentarer og meninger til det, du læser. Gå på Internettet på adressen http://www.helveg.dk, hvor du kan skrive til mig. Din mening er af betydning for mig i mit arbejde på fornyelse med samvittighed.