Midt i Maskinrummet - Citater

Udvalgte citater fra bogen "Midt i Maskinrummet":

Jeg tror på radikal fremgang. Jeg tror på, at vi har noget at byde på. Vi skal ikke blot være en forlængelse af det administrative system. Regeringsmagt må aldrig blive til eksistensberettigelse - høje poster er ikke ensbetydende med høje mål.

Vittighedstegnerne må ikke tegne os med regeringstaburetter limet til bagdelen, og det må aldrig kunne siges om os, at magten går forud for sagen. Jeg ved, at Det radikale Venstre har et stort potentiale. Som et fremsynet, moderne parti for bevidste mennesker, der kræver noget af deres land og dets fremtid. Tiden er kommet til, at vi må efterleve deres forventninger og give dem et parti, der vil mere end bogholderi. Vi skal være garanter for, at Danmark kommer sikkert ind i de næste årtier, og stadig er et af verdens bedste lande at leve i. Et land med engagement, dannelse og velstand. Vi skal forny med samvittighed.

Den revolution som danske virksomheder undergår er nødt til at afspejle sig i sammensætningen af vores uddannelser. Uddannelse kan ikke overvurderes i et samfund. Det er hele fundamentet som vores velstand hviler på. Uden veluddannede, begavede medarbejdere ville Danmark blive opfattet som et høj-udgifts- og afgiftssamfund med høje skatter og halvtrist vejr uden appeal for nogen udenlandske virksomheder og uden en chance for danske virksomheder til at klare sig. Vi skal væk fra forestilingen om, at uddannelse kun er noget der foregår i en kort årrække, typisk i vores yngre dage. Fremover skal vi tilstræbe den vekselvirkning mellem teori og praksis, mellem arbejde og uddannelse som vil sikre os at vores kompetencer vedligeholdes og udvikles i fremtidens videnssamfund. Blandt de kriterier jeg selv lægger vægt på i fremtidens uddannelsessektor er afskaffelse af besynderlige og bureaukratiske overenskomster, der lægger en dæmper på engagement og kreativitet, øget inddragelse af virksomheder i grundskole, gymnasier, videregående uddannelser, efter- og arbejdsmarkedsuddannelser samt forskning og udvikling, fremme af selvstændighedskultur og iværksætteri, ambitiøse planer for IT i undervisningen samt at forældre (og bedsteforældre?) påtager sig et større ansvar for indlæring og skolegang. Alt dette skal sættes op i forhold til det bedste på denne klode - vi skal turde have den ambition, at den danske uddannelsessektor skal være den bedste i verden. I erhvervslivet er det et naturligt krav, at man skal kunne begå sig på og med en computer. Hidtil har vi ikke stillet de samme krav til lærerne i skolerne. Vi er nødt til at forholde os til den teknologiske udvikling, og jeg forudser at der vil komme en reaktion, hvor forældre og elever snart vil råbe på at få indført IT i undervisningen. Vi bør stille større krav til skolen på dette område. Lærerne skal føle sig fortrolige med computerne - ellers bliver de ikke integreret ordentligt i undervisningen. Det hedder ikke længere "at komme fra et hjem med klaver" men "...et hjem med computer".

Med de lønninger og den levestandard vi har i Danmark, vil vi aldrig kunne blive det briterne kalder en "sweatshop economy" - en "svede-økonomi", der baserer sig på produktion og fysisk arbejde. I takt med at verden er blevet stadig mindre og handelsbarrierer er blevet nedbrudt, er det blevet stadig lettere til enhver tid at flytte produktionen derhen, hvor den er billigst. Det er selvfølgelig trist for alle de danskere, der kommer i klemme mens transformationen står på. Men det er uundgåeligt. Der er ganske enkelt ikke noget at stille op. Enten udvikler Danmark sig til at være i toppen af verdenseliten, når det gælder intellektuel kapacitet. Eller også bukker vi helt under. Jeg er bange for, at virkeligheden er så skræmmende enkel. Det eneste råd man kan give til alle de danskere, der kommer i klemme er at tage fat på den nye verden. I partisammenhæng opfattes erhvervslivet ofte lidt som et nødvendigt onde. Vi har i årevis været for hurtige til at svinge stokken mod erhvervslivet. Og for træge til at se den positive side af sagen. Til syvende og sidst er det i privat regi, vi skaffer pengene til vores velfærd, og derfor er det min klare ambition at gøre op med berøringsangsten overfor erhvervslivet. Hvis Danmark skal forblive rigt kræver det rigtige politiske beslutninger og en bevidsthed om, at rige lande i løbet af kort tid kan sakke bagud. Det er jo langtfra naturgivent, at Danmark også om 20-30 år er blandt de rigeste lande på kloden.

Fremtiden er, at ny medicin kan behandle os, selvom vi ikke er syge i traditionel forstand. Vores sygdomsbegreb ændrer sig. Hvad der før var normalt er sygt i dag, og kræver derfor piller og præparater. Potenspillen Viagra er et oplagt eksempel herpå. Og der udvikles ny medicin, der kan forstærke hukommelse og kreativitet uden at det giver bivirkninger. Så hvad skulle forhindre raske mennesker i også at tage den type medicin? Vil vi i fremtiden se udviklingstræk der minder om p-pillens indtog? Kommende lægemidler mod Alzheimers, depression, fedme, accelereret alderdom og generthed har vist sig også at have effekt på raske menneskers konditioner. Og det er kun begyndelsen. Der er for mange led i sundhedssektoren i dag. Og det er et åbent spørgsmål om den nuværende struktur med amterne er den rette. Jeg tror vi kommer til at opleve, at patienterne i højere grad søger hen hvor kvaliteten er højest. Og det skal vi hjælpe dem med fra politisk hold. Det vil forhåbentlig betyde større samarbejde på tværs af de nuværende amtsgrænser, der således vil udviske sig selv i takt med patienternes bevægelighed på tværs af amtsgrænser. Det kan betyde, at vi i realiteten ender med en seks-syv amter i stedet for de nuværende 15 (inkl. H:S). Og det er nok ikke så dårligt. Tre-fire stykker på Sjælland, Fyn, og tre stykker i Jylland.

Radikale har pr. tradition ikke brudt sig om militæret og militær magtanvendelse. Ud fra især humanistiske overvejelser. Men også radikale er nødt til at erkende, at det kan være nødvendigt at sætte hårdt ind, hvis det er påkrævet. Derfor vil en moderne udlægning af radikal forsvarspolitik heller ikke være negativ og fodslæbende, men konstruktiv og realistisk. Vi har erkendt, at forsvaret er nødvendigt - og at det tilmed kan være nødvendigt at bruge det eksternt i politibetjent-opgaver på vegne af det internationale samfund. Det radikale Venstre stemte imod dansk deltagelse i NATO i 1949. Det var forkert. Det kan de fleste se i bakspejlet. 50 år efter fejrer NATO rund fødselsdag ved et invitere tre østeuropæiske lande, Polen, Ungarn og Tjekkiet, indenfor. Vi skal gøre op med den fejlagtige opfattelse af den traditionelle radikale udenrigspolitik. Og vi skal tage opgøret med offentlighedens indtryk af vores anti-militarisme og pacifisme. Militære midler kan – uanset hvor lidt vi bryder os om dem - være nødvendige netop for at bevare freden.

Danmark har verdensrekord i ulandsbistand. Vi bruger over 10 milliarder om året på bistanden, og alligevel savner vi en grundlæggende diskussion om vi får nok for pengene. Der er god grund til at stoppe op, og gå vores ulandsbistand efter i sømmene. Hver en krone skal gives, så den bliver brugt bedst muligt. Det radikale Venstre er nødt til at gå forrest i kampen for en høj ulandsbistand, men samtidig tilføre ulandsdebatten en hårdt tiltrængt realisme og "no nonsense".

Vi tror, vi er de bedste, at de andre EU-lande vil os det ondt og at verden stopper, hvis vi står af og stemmer nej eller melder os helt ud af EU. Intet kunne være mere forkert. En forkælet virkelighedsopfattelse, hvor alting centrerer sig om Danmark og vores måde at gøre tingene på er faktisk det mest skadelige for os på længere sigt. Vores forhold til EU bør være det samme som vores forhold til internationalisering generelt. Nogen vælger at fokusere på trusler og problemer – jeg foretrækker at se udfordringer og muligheder Vi har en stensikker fornemmelse af, at vi er de bedste i Danmark. At vores sundhedsvæsen er det bedste (man får et andet indtryk hvis man kun hører den danske debat), at vi beskytter vores miljø bedre, at velfærdssamfundet er en dansk opfindelse og at vejret var bedre, før vi blev medlemmer. At man i de andre EU-lande typisk ser EU-samarbejdet som de små landes værn mod de stores samarbejde går i det store og hele ubemærket henover debatten herhjemme.

Det er lykkedes os at skabe et gennemorganiseret samfund, hvor enkeltsagsinteresser kan få dominerende roller, blandt andet fordi tingene er så uigennemskuelige. Det er nemmere for en interessegruppe at opnå særfordele på vegne af medlemmerne, hvis lovgivningen er uigennemsigtig og kompliceret. Hvis alting var gennemsigtigt og ligetil ville det være sværere at opnå særfordele. Samtidig giver kompleksiteten stor magt til administrationen. Administrationen forbereder den komplicerede lovgivning. Forsvinder magten fra politikerne til embedsmændene? Måske er flere folkeafstemninger og direkte demokrati en af måderne at gå fremad på. Der er ingen tvivl om, at engagementet er til stede i den danske befolkning. Staten vokser i dårlige tider fordi den er nødt til det. Den vokser også i gode tider - hurtigere - fordi vi vil have flere og bedre ydelser. I Danmark modtager en stor del af befolkningen offentlige ydelser i en eller anden form. Nogen kalder det 80/80-samfundet, hvor 80 procent betaler til 80 procent. Også relativt velstillede nyder godt af ydelserne. Hvorfor skal Janni Spies have børnecheck? Hvorfor skal Mærsk McKinney-Møller have folkepension, lyder kritikken. I dag er det en udbredt holdning, at "når jeg nu betaler så meget i skat skal jeg også have noget igen". Det er klart, at hvis man giver afkald på offentlige ydelser kan skatten også sættes ned - ellers hænger det ikke sammen. Vi må altså opfinde et samfund, hvor det bliver mere gennemsigtigt, hvor man får ydelser efter behov og vi dermed får mulighed for at hjælpe dem bedre, der virkeligt har behov.